Kom med til middag under piletræet!
Henover sommeren inviterer vi jer helt ind i hjertet af vores biodynamiske landbrug.
Vi glæder os til at åbne gården op til en række gårdmiddage, hvor du kan opleve vores gård på en ny måde – ikke bare som et sted, hvor du køber dine grøntsager og kød, men som et sted, hvor du kan nyde et måltid tilberedt af de selvsamme råvarer, der er dyrket og passet lige uden for vinduerne.
På Palleshavegaard deler vi hver dag vores vision om bæredygtigt landbrug gennem mad og måltider. Under gårdmiddagene giver vi et indblik i, hvordan vi arbejder med jorden og dyrene på naturens præmisser. For os handler det altid om at respektere naturens rytme, og hvordan vi efterlader et positivt aftryk til dem, der kommer efter os.
Sammen med vores ven Ivan Pňaček, tidligere køkkenchef på Il Buco, inviterer vi til en række måltider, hvor vi sammen kan nyde havens friske afgrøder, samværet og de gode samtaler. Ivan vil tilberede et måltid ud fra dagens høst – grøntsager der lige er trukket op af jorden samme morgen. Fennikelens sprødhed, ærternes sødme og radisernes skarpe smag har en helt særlig intensitet, når de serveres få timer efter høst. Ivan forvandle disse friske råvarer til retter, der fremhæver hver ingrediens’ naturlige smag og karakter.