Palleshavegaards gårdbutik
”Vi sælger et udvalg af lækre biodynamiske produkter og økologiske grøntsager i vores gårdbutik i Ringe på Fyn.”
Om gårdbutikken
Velkommen til Palleshavegaard gårdbutik, som er din lokale gårdbutik beliggende ved Ringe på Midtfyn. Vores gårdbutik bugner af en masse lokale, økologiske og bæredygtige varer.
Udvalget bærer præg af årstiden og vi har altid et spændende sortiment på hylderne. Nedenfor kan du se et udpluk af billeder fra vores lille hyggelige gårdbutik med massér af grønt, økologi og bæredygtige varer. Du vil finde det største udvalg mellem marts og oktober, men vi sørger for at der altid er noget lækkert at få med hjem hvis du vælger at slå et smut forbi i de kolde måneder.
Grøntsager
I vores butik kan du finde et lækkert udvalg af vores egne sprøde grøntsager, i højsæsonen vil der være et bredt udvalg og i ydersæsonen sørger vi for at finde nogle gode økologiske og biodynamiske producenter, så vi kan supplere vores udvalg og dermed give jer det bredeste udvalg hele året rundt.
Vi forsøger altid at have basisvarer som løg, kartofler, kål og rødder i butikken, men i sæsonen vil man også kunne finde mere restaurantprægede grøntsager som små courgetter, mini gulerødder eller mini majs. Vi har gode aftaler med lokale producenter af økologiske rabarber og asparges, ligesom vi har de skønneste biodynamiske jordbær i højsæsonen.
Kød
Hos Palleshavegaard er der et naturligt fokus på kødproduktionen, både fra vores får og grise, og vægter i dén grad kvalitet frem for kvantitet. Hos os hedder det ”lidt men godt” er bedre end meget i dårlig kvalitet.
Vi håber, du har tid og lyst til at tage et kig på billederne nedenfor. Her kan du fornemme vores lille hyggelige gårdbutik med bl.a. grøntsager i sæson, delikatesser og vores kød i kvalitet.
Mel
Vi forhandler to forskellige melproducenter i vores gårdbutik.
Den ene er Steffenskilde, som er vores Slægtsgård på Vestsjælland hvor fætter Kristian nu driver gården og producere økologisk og biodynamisk mel.
Den anden producent er en lokal nordfynsk producent ved navn Vildhvede, dette er et mikromølleri, som Ingeborg og Emilie driver på den biodynamiske gård Vædeled som biodynamikkeren Bjarne Schaldemose driver. Vildhvede er økologisk.
Most
Vi har den skønneste most i vores gårdbutik, vi har 3 leverandører af Fynsk økologisk og most.
Den første er en lokal producent fra Andebølle der hedder Bølleæbler og her laver de en rigtig fin og syrlig most. Bølleæbler er økologiske.
Den anden producent er et colab mellem Brugbar og Lystgården økologi. Denne most er til den syrlige side, men passer perfekt til en lækker lemonade eller som et frisk glas most om morgenen. Denne most er Økologisk.
Den tredje most er meget undervurderet og finde kun i et meget lille antal flasker, vi køber så meget af denne most vi kan, fordi den fungerer godt i alle aspekter af livet. Smagsnuancerne er helt vilde og den har en sødme man skal lede meget længe efter. Denne most er Økologisk og Biodynamisk certificeret.
Keramik
VI har et lille udvalg fra vores lokale keramiker Heidi Vang, vi har samarbejdet med Heidi i mange år og låner også hendes keramik til vores forskellige events og arrangementer på gården. Heidi er en meget dygtig keramiker og hendes keramik passer fuldstændig ind i vores univers med jordfarver og naturen som fælles tredje. Heidi har sit showroom på Boltinge Gods som ligger lige i nærheden af Palleshavegaard og det er altid muligt at finde et større udvalg der eller kontakte hende hvis man ønsker at få produceret keramik til sig selv. Link til hjemmeside: https://www.heidivang.dk/
Kolonial
Vi forhandler forskellige basis tørvarer i butikken. Herunder pasta, fond, olie, eddike, salt, peber mv. Vi vælger altid biodynamiske varer og som alternativ økologiske.
Kunst
I vores butik vil du finde et udvalg af kunst lavet af Liv fra ”Pine Cone Project, som er et dansk designstudio, der arbejder i krydsfeltet mellem illustration, kunst og formidling med en mission om at fremme glæde og forståelse for den danske natur og lokale råvarer.”
”Livs motiver er håndmalede i akvarel, gerne efter fysiske eksempler såsom bær, svampe eller fisk. De originale akvareller bliver efterfølgende trykt bæredygtigt, lokalt og i små oplag for at sikre en begrænset produktion og høj kvalitet.”
Link til: https://www.pineconeproject.dk/